Det er umuligt at nævne alt, hvad der er sket, men historien siger i hvert fald noget om revyens udvikling gennem årene:
Efter at centret blev indviet i 1995, gik der ikke mange år, før en lille gruppe på 6-8 personer med Henry som initiativtager fandt ud af, at det kunne være sjovt at sætte en revy op. Brugerne i centret har jo altid været til fest og farver.
De første år var alt meget primitivt og absolut på amatørplan. De medvirkende læste op efter et manuskript i et lys, der bestod af et par konsum spotlys, som blev tændt og slukket ved at tage stikket ind og ud af kontakten. Den lille scene, der stod som en forhøjning midt i lokalet, blev sponsoreret af kommunen. Der var ikke nogen egentlig instruktør. Alle hjalp hinanden, og det forlyder, at der ved den første forestilling var ca. 140 gæster.
Nogle år efter overtog John, og han forsøgte - med succes, at stramme op m.h.t. teknik samt at få aktørerne til at klare sig uden manuskript. Måske var det ikke en egentlig instruktion, for John var dengang lidt i vildrede med, hvor langt man kunne gå med at forlange noget af frivillige. John brugte bl.a. sine erfaringer fra sit tidligere arbejdsliv i DR til- som noget helt nyt - at producere videoindslag til revyen.
Helge Hemmingsen (værkstedet) fremstillede en scene, som blev sat op i lokale C, og der blev lagt et interimistisk skrågulv i salen, for at alle kunne se. Revyen fik et orkester i form af en trio, og der var i nogle år dans bagefter.
Der blev lavet lidt PR - herunder indkaldt til pressemøde, når billetsalget gik i gang. Der var ikke så mange aktører, så der blev annonceret i  lokalaviserne. På den måde kom Peter til, og han overtog koordinatorrolIen. Peter kunne virkelig "ryste" tekster ud af ærmet.

Frederiksborg Amts Avis kulturjournalist, Maja Vindelev, skrev dengang om de mange gode tekster fra Peters "krøllede"; hjerne, og det var altså ment som en kompliment.

Senere blev der igen annonceret efter nye medvirkende, og da kom jeg til. Det var på dispensation for jeg var dengang ikke gammel nok. Nogle år  senere målte Peter - grundet familiære årsager - sige stop, og da ingen andre ville stå i spidsen for revyen, tog jeg handsken op.

Nye aktører kom til, og andre forlod truppen. Økonomisk kunne det køre rundt, fordi vi fik støtte af kommunen og diverse puljer. Faktisk var den samlede støtte på et tid punkt oppe på ca. kr. 13.000,- og centret stillede med en underskudsgaranti.

Men så kom finanskrisen.
De kommunale tilskud blev reduceret år for år, og revyen måtte lave store spareøvelser. Det gjorde ondt! Også underskudsgarantien faldt væk. Efter flere opfordringer fra centret stiftede vi i 2013 vores revyforening med egne vedtægter og med eget regnskab, og det har, i hvert fald indtil nu, vist sig at være en god foranstaltning for revyens videre eksistens. Gennem alle årene har revyen haft et godt samarbejde med centrets ledelse og fået utrolig stor hjælp af de mange frivillige. Centret har nu fået en ny transportabel scene til gavn for mange arrangementer, i den forbindelse bliver der endnu engang vendt op og ned på de fysiske rammer for revyen.

Jeg håber på fortsat held og lykke for revyen og GrønnegadeCentret.
Ulla Ludwig